Oplev smagen af Tude Ådal

Enggræsmælk fra Tude Ådal har en karakteristisk smag, som følger årstidernes skiften. Det gør den, fordi køerne, som producerer mælken, kun får det de er skabt til. De lever af naturens råvarer fra fredede engarealer i Tude Ådal. Om sommeren gumler de græs, vilde blomster og urter fra engene og om vinteren spiser de hø fra selvsamme engarealer.

Du vil opleve, at smagen er genkendelig – men forskellig. Det gælder alle vores mejeriprodukter – både Enggræsmælk fra Tude Ådal, yoghurt, fløde, creme fraiche og enggræsmælksostene.

Siden fredningen af Tude Ådal begyndte i år 1873 er engene hverken gødet eller sprøjtet. Det gør Tude Ådal til et fantastisk spisekammer for græskøerne. Området er fuld af gamle græsser, vilde blomster og urter.

Enggræsmælken er endnu ikke Ø-mærket, men det er på vej.

Tæt samarbejde mellem landmand og mejeri
Ostebørsens Gårdmejeri har kun én komælksproducent. Tøvestensgaarden. Græskøerne, som producerer mælk til os, bor få hundrede meter væk. Udover kort transporttid fra ko til mejeri har vi et tæt samarbejde med Tøvestensgaarden, som ejes af Michael Andersen.

Vi tror på, at naturens råvarer giver glade og sunde køer. Og sammen sætter vi ko-komfort, dyrevelfærd, naturpleje og bæredygtighed i højsædet. Indtil videre har det resulteret i næsten historisk lave celletal. Celletal er en indikator for koens sundhed og mælkens kvalitet.