Ostens historie

Ost har været en del af menneskets kost siden de første landbrug opstod i ”den frugtbare halvmåne” i vore dages Syrien omkring 10.000 fvt. Oldtidens oste har været oste, der mindede om vore dages ”friskost” og ”feta” – oste, der ikke har været egnede til modning, men som skulle spises inden for en overskuelig tid.

I Romertiden var ost en eftertragtet handelsvare. Ost indgik også i feltrationerne for de romerske legionærer, som blev rekrutteret fra bondefamilier. Legionærerne havde ostehåndværket med i den mentale bagage, så når de efter endt militærtjeneste bosatte sig ude i provinserne, eksempelvis langs grænsen mellem Romerriget og Germanien, introducerede de ostefremstilling og gjorde byer som Boedewerk og Gouda til navnkundige ostebyer. I Folkevandringstiden, der fulgte umiddelbart efter det vestromerske riges fald, udveksledes opskrifter med stammernes vandring – den galliske stamme Helvetii vandrede således til Schweiz og medbragte opskriften på det, der i dag er Emmenthal – og kulturmødet gav kendskab til andres ostetraditioner. Op gennem Middelalderen var det benediktinermunkene, der videreudviklede og udbredte kendskab til godt landbrug og håndværksproduktion – heriblandt ølbrygning og ostefremstilling.