Naturgræsmælk fra Tude Ådal

For os er det vigtigt, at du har mulighed for at vide, hvor og hvordan mælken er produceret. Derfor arbejder vi tæt sammen med Tøvestensgaarden, som leverer Naturgræsmælk fra Tude Ådal direkte til Ostebørsens gårdmejeri. Vores samarbejde giver forbrugeren en unik mulighed for at opleve lokal fødevareproduktion fra koens liv på marken til mælkekarton og den færdige ost på bordet.

Råvarer fra baghaven
Vores frisktappede mælk hedder Naturgræsmælk fra Tude Ådal. Det gør den, fordi mælken stammer fra køer, som lever af græs og hø fra fredede engarealer i Tude Ådal nær Vikingeborgen Trelleborg. Engene har været uberørt i århundreder og har en enestående flora, som ikke er sprøjtet. Fredningen af ådalen begyndte i 1873 og i dag er engene fulde af gamle græsser, vilde blomster og urter.

På nuværende tidspunkt er mælken ikke certificeret med Ø-mærket – men det er på vej.

Køerne lever af græs og hø
Køerne som producerer naturgræsmælken bor få hundrede meter fra Ostebørsens Gårdmejeri. Køerne spiser hverken majs, soya eller ensilage. Om sommeren gumler malkekøerne græs, vilde blomster og urter fra enge i Tude Ådal og om vinteren spiser de hø fra selv samme engarealer.

De store mængder græs, som køerne spiser, giver naturgræsmælken en optimeret balance mellem omega-3 og omega-6 fedtsyrer.

Køer, der kommer på græs får langt mere motion og bedre mulighed for at udføre deres naturlige adfærd. Så ved at give køerne det de er skabt til, får vi gladere og sundere dyr. Desuden kommer mælken og osten til at smage af de urter og vilde blomster, som dyrene spiser på engarealerne i Tude Ådal. Du vil derfor også opleve, at smagen skifter henover sæsonen i takt med årstiderne.

Udover fokus på bæredygtighed og kort transporttid fra ko til mejeri, så sætter vi ko-komfort, dyrevelfærd og glade køer i højsædet. Fokusset på dyrevelfærd har indtil videre resulteret i nærmest historisk lave celletal. Køers celletal er en indikator for koens sundhed og for mælkens kvalitet.

Single farm mælk
Vi har kun én mælkeproducent. Tøvestensgaarden. Gården ejes af Michael Andersen, som driver den sammen med resten af landmandsfamilien på tre generationer i alderen fra 5-62 år. Når mælkevognen er fyldt, triller den ud på en kort tur – der er nemlig få hundrede meter mellem kostalden og mejeriet.

På Industrivænget 14 har du mulighed for at følge mælkens vej gennem mejeriet og opleve Ostebørsens enestående osteunivers.