På finans.dk kan du læse en artikel af Lars Attrup, som skriver om hvad de danske forbrugere foretrækker i øjeblikket, når det kommer til fødevarer. Denne artikel synes vi er interessant, da vi netop går meget op i at levere oste af god kvalitet til dig.
19.11.19 af Lars Attrup (finans.dk)
Danske forbrugere fokuserer primært på pris og kvalitet, når de handler fødevarer. Til gengæld spillet det ikke den store rolle, om varerne er klimavenlige.
Pris, kvalitet og et dansk flag er altafgørende, når de danske forbrugere handler fødevarer.
Til gengæld spiller det ikke den store rolle, om produkterne er klimavenlige, og kun et fåtal af forbrugerne er parate til at betale ekstra for klimavenlige varer.
Det viser en befolkningsundersøgelse, som YouGov har gennemført for DI Fødevarer. 1.000 danske forbrugere har deltaget i undersøgelsen.
“Det er lidt overraskende. Jeg havde nok forventet, at klima og bæredygtighed ville slå en smule mere igennem i forbrugernes præferencer. Men det er muligvis, fordi jeg bor i en glasboble inden i København,” smågriner Leif Nielsen, branchedirektør for DI Fødevarer.
I undersøgelsen har forbrugerne blandt andet svaret på, hvad de gerne vil have mere af fremover, når de handler dagligvarer. Hver deltager har fået lov at angive fem svar og de to svar, der scorede højest, er “Lavere priser” og “Produktet er dansk produceret”.
På de følgende pladser anfører forbrugerne, at de gerne vil have flere økologiske produkter og flere varer, der ikke er emballeret i plastic. Mange har også ønsker om mere dyrevelfærd, bedre smag og færre tilsætningsstoffer. Først på en niendeplads kommer ønsket om “Flere klimavenlige produkter”.
Denne prioritering hænger godt sammen med forbrugernes svar på, hvad de er parate til at betale mere for, når de handler dagligvarer. Her er den klare topscorer i svarene “Kvalitet” efterfulgt af økologi, god smag, dyrevelfærd og dansk produceret.
Først på en sjetteplads anfører 19 pct. af forbrugerne, at de er villige til at betale ekstra for klimavenlige produkter.
“Det er et signal om, at forbrugeren nok ikke endnu er parate til at betale ekstra for bæredygtighed, mens det kan ændre sig,” siger Leif Nielsen.
Han glæder sig over, at en meget stor andel af forbrugerne gerne ser flere danske fødevarer på hylderne og endda er parate til at betale ekstra for de danske varer.
Store fødevareselskaber som Arla og Danish Crown arbejder på at udvikle mere klimavenlige produkter, men de danske detailkæder har flere gange signaleret, at de bæredygtige produkter næppe kan sælges for en merpris. Det bekræfter den aktuelle måling.
“I dag er bæredygtighed og klimavenlighed nok ikke et skarpt salgsargument. For de fleste forbrugere er det for diffust. Det er nemmere at forholde sig til konkrete parametre som pris, kvalitet, oprindelsesland, dyrevelfærd, emballage osv.,” vurderer Lars Aarup, analysechef hos Coop.
Han understreger dog, at interessen for bæredygtighed og klima er markant større hos yngre end hos ældre forbrugere.
Også Coops forbrugermålinger viser, at mange forbrugere foretrækker danske fødevarer.
“Forbrugernes argumenter for at vælge danske varer er blandt andet fødevaresikkerhed, hensynet til lokale arbejdspladser og økonomi samt kortere transport. Det viser sig faktisk, at de fleste forbrugere fortrækker et konventionelt æble fra Danmark fremfor et økologisk fra udlandet,” fortæller Lars Aarup.