I 1801 kom den første schweiziske ostemager til Antvorskov Gods ved Slagelse, hvor de lærte de lokale at lave faste hårde oste af typen Emmentaler. Frem til midten af 1800 tallet var de Vestsjællandske godser førende i Danmark med disse oste. Men i midten af 1800 tallet blev man bedre til at skumme fløden fra, som så blev brugt til smørproduktion. Landmændene og andelsmejerierne tjente godt på at producere og eksportere smør til England og opgav derfor at producere den gode Antvorskov-ost. Restproduktet fra smørproduktionen var skummemælk, som blev brugt til grisefoder og mager typer af Danbo-oste.
Ostebørsen har sammen med nogle af de små mejerier genoptaget produktionen af den fantastiske Antvorskov-ost og forsøgt at ramme den oprindelige smag og stil fra begyndelsen af 1800-tallet.